En Jule historie

Det var et skrækkeligt vejr. Vinden ruskede i taget og regnen piskede mod ruden. Inde i den lune stue sad den søde nissemor og den gamle nissefar og hyggede sig.
Af og til kiggede de ud ad vinduet og tænkte, om stormen ikke snart løjede af, men det varder nu ingen tegn på.
Mon det overhovedet ville blive jul i år? Kunne der dog ikke snart komme noget sne med stille vejr og solskin?
Det ville da være så dejligt. Men lige nu måtte de to gøre hinandens selskab i den lune stue i den lille by langt vestpå derude ved havet.

De sad nu med hver deres sysler. Den søde nissemor havde så travlt med at strikke.
Hun var i gang med at strikke et stort sjal. Ak, hvor ville det lune skuldrene, når det blev færdigt. Og det kunne hun nok trænge til, den søde nissemor, for hun havde i så lang tid klaget over smerter i skulderen. Men nej, det var ikke til hende selv. Det var til en af de mange søde nissepiger, en pædagognisse, som hun kendte inde i den store by nogle kilometer derfra.
Den rare pædagognisse boede lige der, hvor alle byens kaner kørte rundt og rundt. Det måtte være en hel lyst at se derpå.

Den gamle nissefar sad og syslede med sin nissecomputer. Det gjorde han nu tit, og hver uge kørte han med kanen ind til den store by for at blive lidt klogere, men han påstod nu, at han allerede vidste det meste af det, den kloge edb-nissepige på kursetfortalte.
En gang imellem blev den gamle nissefar fjern i blikket. Så drømte han tilbage til de herlige sommerdage, hvor han mødtes langt nordpå med andre flyvenisser for at more sig med nogle særlige kaner, der havde vinger, så de kunne flyve ligesom julemandens kane. Men de kaner som den gamle nissefar og hans nissekammerater morede sig med om sommeren, duede nu ikke til at flyve med om vinteren, så han kunne ikke hjælpe julemanden med at bringe de mange gaver ud.

Det kunne også ske af den gamle nissefar blev fjern i blikket, fordi han spekulerede på alt det arbejde han havde gjort i den store nisseklub der langt nordpå uden at føle, at han var med til at bestemme, hvad der skulle ske i den store nisseklub. Der var ellers nok af nye tiltag at bruge penge til, men der var ingen penge, og det var den gamle nissefar, der prøvede at holde styr på alle de penge, der blev brugt. Den gamle nissefar var allerede nu sikker på, at det nederste tal i flyvenisseregnskabet ville få samme farve som hans fine nissehue. Ak, somme tider blev det nu så sørgeligt at tænke på de problemer, og så i det herrens vejr, der var udenfor nu. Så kunne den gamle nissefar ofte drømme om den kommende
sommer, hvor han nok var fri for alle problemerne og kunne koncentrere sig om at tage en flyvetur i en af kanerne med vinger, når han havde lyst.

Den søde nissemor strikkede videre på det store sjal til den rare pædagognisse inde i den store by. Ofte kiggede hun op på den gamle nissefar og spurgte om han havde det godt.
Han sagde altid, at han havde det godt, men det var nu ikke altid det var helt sandt. Han bekymrede sig meget om så mange ting. Som nu den nisseforsamling, der skulle bestemme over alle nissehulerne i hele området, hvor den søde nissemor og den gamle nissefar boede i den lille by langt derude vestpå ved havet. Det havde været svært det sidste tid, og så her lige op til jul. Det var jo forskrækkeligt, som de havde været uenige. Det store fornisse havde truet med at
forlade forsamlingen for altid, og lige som de havde bestemt, at nu skulle de alle have en nissejulefest sammen med deres nissepiger, ja, så blev det hele aflyst. Der skulle ellers både være masser af julesul og julenisseøl. Det var forskrækkeligt. Mon de nu kunne blive enige, når den søde juletid var ovre, ellers overvejede den gamle nissefar
at forlade den forsamling også.
Den søde nissemor havde været syg nogle dage, og hun hostede og hostede og klagede sig over sin skulder. Nu var de ellers lige begyndt at køre med kanen ind til den store by og svømme i det varme vand i en meget stor, lun nissehule, jo det havde nu været dejligt at sidde der i det varme vand med sin store nissekrop og lade boblerne
pludre omkring sig. Nu måtte det vente lidt indtil den søde nissemor igen blev helt rask.
Og så havde hun endda lige haft fødselsdag. Ingen kunne mere huske hvor gammel hun var, men fejres, det skulle hun, så der var inviteret en masse nissepiger inde fra den store by, en enkelt renserinisse fra den lille by langt derude vestpå ved havet og et par stykker, der skulle køre meget langt i kanen for at nå frem.

Den søde nissemor og den gamle nissefar købte ind og kogte og brasede så det var en lyst. Og fest blev der. Der var julenisseøl, og der var nissevin i den fine røde farve som nissehuerne har. Alle nissepigerne snakkede i munden på hinanden så vist ingen hørte, hvad de andre sagde. Selv den gamle nissefar fik lov at sidde med ved bordet
sammen med alle nissepigerne.
Den søde nissemor stoppede igen med at strikke sjal til den rare pædagognisse inde i den store by. Så spurgte hun den gamle nissefar, der sad fordybet i sin nissecomputer og var ved at lave en nissehjemmeside, om det nu gik fremad med alle nissesangene. Jo, den søde nissemor og den gamle nissefar kørte en gang om ugen ind til den store
by for at synge nissesange sammen med en hel masse andre store og små nisser. Den gamle nissefar var måske alligevel mest bekymret af de to, om det nu også skulle gå godt med at synge alle de nissesange.
Nu nærmede tiden, hvor alle sangene gerne skulle være helt perfekte. De havde dog allerede sunget julesange i en anden lille by, hvor der engang havde boet en nissepræst, som både havde konfirmeret og viet den søde nissemor, men det var nu så mange, mange år siden.
Denne nissepræst fik en dag den ide, at han ville flyve langt bort til varmen med hele sin nissemenighed. Det syntes en hel masse andre nisser, var en god ide, og snart var præsten fuldt beskæftiget med at sende nisser sydpå i store, flyvende kaner. Men ak, nu var det hele slut. Det var slet ingen mere i den lille by, der sendte nisser sydpå. Det
var alt sammen flyttet langt østpå til den store nissehovedstad. I den lille by boede også dsb-nissen og hun var da også kommet og havde hørt alle syngenisserne, da de sang i den lille by, der lå et stykke uden for den store by.
Syngenisserne havde både sunget om Rudolf og White Christmas, Oh, det var en ren fryd.

Inden længe skulle alle syngenisserne ind til midten af den store by og synge alle deres sange hele fire gange lige på de steder inde i den store by, hvor der gik allerflest fortravlede nisser frem og tilbage for at købe gaver og julsul. Måske ville nogen af de fortravlede nisser standse op og lytte til syngenissernes smukke sang. Jo, den søde nissemor og den gamle nissefar glædede sig til at gøre alle de fortravlede bynisser lidt glade inden den store juleaften.
Nu sagde den kloge vejrnisse inde i fjernsynet, at stormen ville løje af og der ville falde et fint lag sne, og så ville solen skinne på sneen hele julen.
Så var den søde nissemor og den gamle nissefar glade. Så ville det alligevel blive jul, og de kunne synge de gamle julesange. Juleaften ville den søde nissemors nissedatter og hendes lille nissedreng komme på besøg, og to dage senere ville den gamle nissefars nissebørn og den anden lille nissedreng komme på besøg. Måske ville der næste
jul komme endnu flere små nissebørn på besøg.
Så blev det alligevel igen jul i den kønne nissehule i den lille by langt derude vestpå
ved havet.

  
jul-top2[countdown]

jul-knap-11jul-knap-10jul-knap-9jul-knap-8jul-knap-1jul-knap-7jul-knap-6jul-knap-5jul-knap-4jul-knap-3jul-knap-2jul-knap-13
jul-top3

Share Button