Racernissen

Nu var det allerede december igen, så julen nærmede sig med raske skridt. For en gangs skyld var det rigtig vinter. Dvs. at der var faldet en masse sne, og at det, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel, var hundekoldt fordi det også var frostvejr om dagen. Det sidste betød at byens børn kunne løbe på skøjter, og kælke lige så meget de havde lyst. Det gjorde de også, altså dem der ikke nødvendigvis SKULLE sidde ved deres computer, eller skrive sms-beskeder hele dagen.

At det er sådan, er imidlertid fløjtende ligegyldigt, for denne historie handler om familien Sætternisse, (navnet har de fået fordi familiens mænd har været ansat som sætternisser i fire hundrede år), og specielt deres søn Nis, der på grund af sit høje tempo og enorme energi, aldrig bliver kaldt andet end racernissen.

Familien har også en datter, Nisseanne, men hende er der aldrig ballade med for hun er en god nissepige, der har det godt med alle hun møder.
Det meste af året bor familien på en gammel gård på landet, men i december plejer de at flytte ind i deres bylejlighed, som ligger i et af byens store lavprisvarehuse. Dette år var familien lige ankommet til deres julehjem, og man kunne godt mærke at der ikke havde boet nogen det meste af året, for der var koldt som i en iskælder, og lugtede indelukket. Det klarede Nisselone, som racernissens mor hedder, imidlertid ved at tænde for varmen, lufte grundigt ud, og lægge dyner og tæpper ud i frostvejret.
Da hun omsider var klar til at lave familiens risengrød med smørhul, sukker og kanel, opdagede Nisselone at hun ikke havde spor mad i huset, så med en formaning om at komme lige hjem med varerne, bad hun racernissen om at skaffe det fornødne fordi han er utrolig dygtig til at få fat i tingene, og holde sig skjult på samme tid. Det skulle Nis nok, sagde han, og var ude af døren før hans mor kunne nå at sige nisse.

Nis sneg sig altså ned i forretningen og fik lynhurtigt samlet de ting hans mor havde bedt om. På tilbagevejen kom han forbi en dør, der stod på klem, og han besluttede sig for at undersøge sagen nærmere når familien havde spist deres aftengrød.
Han kunne dårligt vente med at komme derhen igen, så han skyndede konstant på Nisselone, med det resultat at hans far gav ham en gevaldig sang fra de varme lande. Det var racernissen ikke så glad for, så han sagde pænt undskyld til sin mor, men sad på nåle til grøden var fortæret. Så snart Nis havde slugt den sidste mundfuld, var han nede af sin stol og ude af døren, inden hans far kunne når at formane ham om, at komme hjem i ordentlig tid, fordi nisser der endnu ikke er fyldt tre hundrede år, ikke må være ude hele natten.
Julle rystede opgivende på hovedet og sagde: “Hvad skal det dog blive til med den knægt? Han hører ikke efter, og han roder sig bestandigt ind i nye ulykker, så jeg efterhånden ikke laver ret meget andet, end at redde ham igen og igen. Det er da meget at han ikke bliver klogere”. Nisselone så på Julle og sagde: “Hvad med dig selv? Det er da først nu hvor du har rundet de syv hundrede år, at du ikke længere kommer galt afsted, når det ikke lige handler om dit arbejde hvor du SKAL få de skrevne ord til at se underlige ud, så folk tror at de ikke længere kan stave”. Det svarede Julle ikke på, for han vidste godt at Nisselone havde ret, så han nøjedes med at tage sin avis, og tænde den pibe han var så glad for.

Nis begav sig altså ned til det rum hvor han havde kigget ind gennem dørsprækken tidligere på dagen, og selvom døren nu var låst, kunne racernissen lige akkurat klemme sig ind gennem sprækken mellem gulvet og døren.
Der var mørkt så han kunne ikke se noget, udover omridset af nogle borde med en masse mærkelige maskiner på. Hvad de skulle bruges til, anede Nis ikke, så han besluttede sig for at undersøge sagen nærmere næste dag. Racernissen smuttede ud under døren igen, og ville liste sig lige så stille hjem så han kunne komme i seng, for han kunne godt mærke at han havde været længe oppe. Men han fik sig snart lidt af et grimt chok.
Vel ude af lokale rejste Nis sig op, og kiggede lige ind i to store gule ondskabsfulde katteøjne, og så kan det ellers nok være at han kom afsted. Katten var imidlertid lige så hurtig som Nis, så han måtte flygte op på en meget høj reol, hvor han så sad og sundede sig, mens han håbede på at katten ville blive træt og lægge sig til at sove. Det havde dog åbenbart lange udsigter, for uhyret havde tilsyneladende bestemt sig for, at den ville have nissesteg, så den vogtede over racernissen som en høg. Nis kunne i hvert fald se dens gule øjne konstant, så han måtte altså bare finde sig i at vente.

Omsider var lykken med ham, for han så en mus komme frem fra sit skjul. Det gjorde katten også, og glemte på stedet alt om nissesteg, når den nu kunne få mus i stedet for. Den strøg afsted som et forsinket lyn, så Nis kunne klatre ned og komme hjem til resten af familien. Han var stadig chokeret, men det lagde forældrene ikke mærke til, for de var så vant til at Nis opførte sig underligt og så lettere stresset ud. Han slap derfor for at fortælle, at han næsten var blevet ædt af en kat. Forskrækkelsen havde gjort ham sulten, så han var glad for at hans mor havde lavet så meget grød, at han kunne få en portion, inden han skulle i seng. Nisselone var på sin side bare glad for at Nis spiste så meget, for så kunne det da være, at hendes lille racernisse kunne nå at vokse sig større og blive på højde med andre nisser. Han var jo lidt lille af sin alder, så derfor så Nisselone med tilfredshed til mens Nis tømte skålen til sidste gryn.

En god nattesøvn gør underværker, så racernissen var igen sit gamle overenergiske jeg, da han vågnede tidligt næste morgen. Han valgte alligevel at blive i sin seng til hans far var taget ind på det trykkeri hvor han var ansat som sætternisse. Nis gad nemlig ikke høre på alle de ordrer Julle altid gav ham, men aldrig så snart far var ude af døren, stod racernissen op for at få sin morgengrød, så han kunne komme ud på eventyr igen. Det mærkelige rum spøgte nemlig stadig i hans hoved.
Nis spiste altså i en ruf, og Nisselone hørte døren smække, før hun kunne nå at sige noget, så nu var drengen altså ude på numre igen. Hun ville ikke sige noget til Julle, men hun var alligevel bekymret for Nis, for hun måtte erkende at han VAR ekspert i at komme galt afsted, men hvor galt det var skulle Julle altså ikke vide.

Racernissen sneg sig ned ad gangen til rummet, for han skulle absolut ikke have noget af at rende ind i den arrige kat igen, og det lykkedes også for ham at komme uset ind i rummet. De mennesker, der arbejdede der, var allerede mødt, og Nis så, at de sad ved hvert sit bord med de underlige maskiner foran sig. Han besluttede sig for at kravle op på et af bordene for at se hvad man foretog sig med alle disse mange maskiner.
Der sad en dame ved det bord, han valgte, og da racernissen iført sin usynlighedskappe kom op på bordet og stillede sig på en rund plade mellem to maskiner, kunne han se at den maskine hun brugte, lignede en fjernsynsskærm, men at der ikke var noget billede på. Til gengæld sad hun og skrev ved en anden indretning, der lignede det tastatur han kendte fra sin fars skrivemaskine, og at man kunne se de bogstaver hun skrev, på skærmen. Nis konkluderede at det altså måtte være en slags skrivemaskine, men hvor i alverden var papiret så henne?
Nis spekulerede som en gal, for det kunne da vel ikke være sådan at man sendte hele den store maskine med posten, i stedet for de almindelige papirbreve han kendte, for hvis det var tilfældet, var racernissen glad for at det ikke var ham der var post, og skulle slæbe så mange tunge breve. Hvorfor kunne man dog ikke bare sende et håndskrevet brev som ville fylde meget mindre. Han gad i hvert fald ikke være menneske hvis bare det at skrive et brev, var så besværligt.

Racernissen stod som sagt mellem to maskiner og var ved at gå i chok, da maskinen til venstre for ham, pludselig gik igeng med en frygtelig larm. Den blæste også en så kraftig strøm af varm luft ud at Nis kun med det allerstørste besvær, undgik at blive blæst ud over bordkanten. Nissehuen blev blæst helt ned i øjnene på ham, og hans kappe stod lodret op i luften, så damen ikke ville kunne undgå at se ham hvis hun kiggede i den retning. Det ville Nis for enhver pris undgå, så da han med lynets hast havde fået begge dele på plads igen, så han til sin store forbavselse, at der nu kom et papirark ud af en rille i maskinens forside. Det damen havde skrevet på skærmen kunne racernissen pludselig læse da det kom ud fra uhyret. Nå, så brugte man da trods alt stadig breve af papir. Det gav et plus i menneskets karaktérbog.

Nis bragte sig i sikkerhed på pladen for han skulle ikke blæses omkuld en gang til. Han havde lige fået pusten igen, da damen løftede pladen han stod på, op i luften, og lagde den i en buldrende mørk skuffe, der smækkede i af sig selv. Og før racernissen fik tænkt sig om, fik han den værste karruseltur han nogensinde havde oplevet. Nis prøvede af alle kræfter at holde sig fast inde på midten af pladen, men lige meget hjalp det. Det gik rundt og rundt i en uendelighed, og den stakkels lille nisse blev mere og mere rundtosset og syg, og anede ikke sine levende råd. Lige da racernisssen var ved at opgive at komme ud af dette helvede igen, stoppede turen lige så pludseligt som den var begyndt. Skuffen åbnede sig, og pladen blev løftet op og lagt tilbage på bordet igen. Nis brugte den næste halve time på at blive nisse igen, og skyndte sig i sikkerhed imellem nogle firkantede plader, der stod i en holder. Han opdagede et hul i den ene af dem, og besluttede sig for at tage en lur, og komme til kræfter der.

Racernissen sov altså sødeligt, og opdagede slet ikke at den diskette han opholdt sig i, blev sat i computeren. Derfor var han ved at gå i koma da han igen befandt sig i et roterende helvede. Da disketten begyndte at snurre rundt i vanvittig fart, blev Nis kastet ud i siden, hvorved hans kappe kom til at hænge fast, så han slet ikke kunne komme fri igen. Nis var panikslagen, for hvis han ikke kunne få sin kappe løs, betød det, at han ikke længere kunne bevæge sig uset omkring, og det tiltalte absolut ikke racernissen, der som alle andre nisser foretrækker at være usynlig for mennesker.

Efter en hård kamp lykkedes det til sidst for Nis at trække sin kappe fri. Den var godt nok blevet fælt flosset i kanten, men det var der ikke noget at gøre ved. Den fungerede efter hensigten og det var det vigtigste, og så måtte racernissen tage sin mors skideballe senere.
Det lykkedes Nis at bevæge sig ind på midten af pladen, og der sad han og spekulerede over sin tilværelse, da billeder og bogstaver pludselig væltede ned over hans syndige hoved, i en vild forvirring. Racernissen fik nogle slemme knubs, og endte med at få et omvendt u ned over hovedet, så han hverken kunne eller høre noget som helst.
U’et sad godt nok fast men det lykkedes dog trods alt at få det af igen, men Nis måtte stikke en arm ind og hente sin hue, for der var ikke plads til at få både ører og nissehue ud af bogstavet på én gang.

Alle bogstaver og tegninger blev nu slynget ud til siden hvor de til nissens store undren, begyndte at danne sætninger som kunne læses selvom de ikke stod på papir. Pladen holdt lige så stille op med at snurre, og da racernissen kom ud af computeren sammen med disketten, så han pludselig sig selv på skærmen. Hvordan i alverden det kunne gå til, at han både kunne være på skærmen, og udenfor på samme tid, kunne Nis ikke begribe, men det måtte han i hvert fald fortælle far. Som nok ville blive stolt over at racernissen kunne være flere steder på samme tid. Nis skyndte sig derfor hjem for at fortælle den store nyhed.

Det gik imidlertid ikke helt som Nis havde troet, for Julle blev absolut ikke glad, nej, han blev tværtimod stiktosset over at høre at racernissen var i en computer. Han skældte og smældte og sagde “Er du klar over at du er blevet kopieret, knægt? Det er det værste der kan ske for nisser, for, for hver gang en nisse bliver kopieret, bliver han blegere og blegere, og kan til sidst forsvinde helt. Er det det du vil, for så kan du bare sige til”. Det ville Nis jo på ingen måde, og han forsøgte at forklare sin far at det bare var et uheld, fordi han havde sovet i hullet i pladen.
“Du har sovet i timen”, svarede Julle. “Har du slet ikke hørt efter da jeg fortalte dig hvor galt det kan gå, når nisser bliver synlige? Du hører simpelthen ikke efter, eller også har du bare en dårlig hukommelse, for det er ikke mere end ti år siden at jeg fortalte dig det”. Julle var rasende, og Nis måtte beskæmmet indrømme at han havde glemt alt om det. Julle rystede på hovedet af sin søn, og var klar over at han endnu engang måtte redde racernissen ud af den suppedas han var havnet i.
Så fik Nisselone øje på kappen som Nis forsøgte at skjule på ryggen. “Hvad pokker har du lavet?” spurgte hun. “Øh, jeg kom til at hænge fast i en diskette”, svarede racernissen. “Ja det kunne jeg levende forestille mig”, sagde hans mor, og spurgte hvordan Nis havde tænkt sig, at lasen skulle komme til at ligne en kappe igen. “Det véd jeg ikke”, sagde Nis, “men kan du slet ikke reparere den mor?”. “Jo, selvfølgelig kan jeg det”, svarede Nisselone, “men jeg har faktisk mange andre ting som også skal klares, så du kommer til at bruge den til efter jul, for før har jeg ikke tid”. Det måtte racernissen affinde sig med, så det avr en noget spag nisse, som sagde ja til at hjælpe sin far efter at de havde spist deres aftengrød.

På vej over til kontoret fortalte Nis sin far, at der ikke var pyntet det mindste op til julen, fordi dem der arbejdede der, ikke troede det mindste på nisser, og julen i det hele taget. “Nå”, sagde Julle, “det skal vi nok få lavet om på, for jeg er ikke sætternisse for ingenting, så nu skal vi drille dem lidt”. Vel inde i rummet, bad Julle racernissen fortælle hvilken computer han lå i, og da Nis havde udpeget den, tog hans far sin tryllestav frem og tryllede Nis ud af computeren igen. Derefter gav Julle racernissen staven og sagde at han måtte pynte rummet i en ruf, mens han selv ville lave numre med alle computere i rummet.

Nis tryllede og tryllede, og rummet var til sidst næsten helt forsvundet i alskens forskellig pynt og grandekorationer, men det var slet ikke for meget syntes han. Julle skrev imens følgende på samtlige computere: I onskes en rigtig gladelig hjul og et gåt nutur af familien Sætternisse. Da han var færdig med denne besked, fjernede han en hel del af den overflødige julepynt som racernissen havde fremtryllet, og så skyndte de sig hjem for at nyde den natgrød, som de vidste at Nisselone havde klar.

Hvad racernissen ønskede sig til jul? En computer selvfølgelig! Han syntes nemlig at det var skægt at se sig selv på skærmen, også selvom hans far sagde at det var meget farligt.

Skrevet af Hanne Nordkvist

  
jul-top2[countdown]

jul-knap-11jul-knap-10jul-knap-9jul-knap-8jul-knap-1jul-knap-7jul-knap-6jul-knap-5jul-knap-4jul-knap-3jul-knap-2jul-knap-13
jul-top3

Share Button