Nu står julen atter for døren i gamle Fjordby. Kig blot ud af vinduet, eller gå en tur i byens gader, så er der ingen tvivl. Alle steder er der pyntet op med guirlander, juletræer og julehjerter. I butikkerne er der pyntet med den sidste nye mode i julepynt, og alle varerne er fristende stillet frem, for nu skal der sælges gaver, juleknas og andet godt, for der skal helst sælges mere end sidste år. Til at lokke flere penge ud af folks lommer bliver der spillet julemusik fra butikkernes højtaler. Jo, de forretningsdrivende ved godt, hvad der skal lokke folk til, og så er vi endda kun lige i begyndelsen af november. Overalt er der en skubben og jagen for at få gaver og julesul købt inden jul, så alle mennesker er allerede godt stressede.
Midt i dette juleræs var der noget, som ikke rigtig stemte. Folk var allerede begyndt at tale om det, for i fru Jensens fine gamle legetøjsbutik, som lå på hjørnet lige overfor kirken og torvet i et smukt bindingsværkshus fra 1700-tallet, var der stadig brunt papir for vinduerne. Hun plejede normalt også at have pyntet nu, så nu gik der rygter om i byen, at fru Jensen måske havde lukket sin butik.
Men inde bag det brune papir gik fru Jensen og glædede sig til netop denne jul, for hun havde meget travlt. Det var hendes sidste jul i legetøjsbutikken, for nu havde hun nemlig drevet den i 50 år, så var det på tide at stoppe, og det skulle være på rigtig gammeldags julemaner, særlig nu, hvor hele familien havde sagt ja til at komme og fejre julen sammen med hende. Et lille skår var der dog i hendes glæde. Hendes ene barnebarn havde hun ikke set siden han var 5 år, da hans mor var omkommet ved en trafikulykke. Hun anede ikke, hvor han var henne i verden, da faderen hurtigt efter ulykken var flyttet med barnebarnet til USA. Hun havde forsøgt at finde dem, men uden held.
Hun var engang blevet spået, at der skulle komme et tegn, således at netop denne sidste jul i butikken, skulle blive den bedste jul nogensinde, og det var første gang, hun virkelig troede på en spådom, for hun kunne mærke helt ind i sjælen, at der måtte ske noget. Og ikke nok med det! Den gode fru Jensen var en meget bestemt dame, som også havde sin egen mening om, hvordan julen skulle være. Det gjorde derfor ikke noget, at hun selv hjalp lidt til, og hun havde en idé, som skulle sættes i gang på netop den dag, der var blevet spået hende, at hun skulle få tegnet!
Lige i udkanten af byen ligger det store indkøbscenter. Ja, det har nu eksisteret godt 3 år. Stort og flot er det. I centeret ligger der også en stor legetøjsforretning, hvor ejeren længe har været i gang med at forberede julesalget efter alle kunstens regler. Han begyndte allerede omkring 1. oktober, for nu skulle der tjenes penge, rigtig mange penge!! At gamle fru Jensen så ud til at ville holde op, hvilket han selv kunne se fra sin lejlighed lige overfor, ja så var grundlaget for, at julen ville give en ekstra god omsætning, lige det, der skulle til for at vriste penge ud af folk, og gerne mange flere end sidste år. Herregud, regningen ville jo først komme til januar, og det var jo heldigvis ikke hans problem. For ham gjaldt det blot om at kunne prale med, at hans fortjeneste blev større end sidste år, og julen kun ren og skær forretning. Hjemme hos ham selv skulle der kun være et meget lille juletræ samt den sædvanlige julegave til konen, og det var da også kun for hendes skyld, han i det hele taget beskæftigede sig med julen. Børn havde de ikke fået, og han selv var fuldstændig ligeglad med julen og alle dens nisser, lys og juletræer.
Henne på rådhuset sad kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen og glædede sig over, hvor fint byen var blevet pyntet med granguirlander, lys og julehjerter, og alt tydede på, at julehandelen ville slå alle rekorder i år. Det havde i det hele taget været et godt år, for folk var blevet mere flinke til at købe deres varer i byen i stedet for at tage til hovedstaden. Jo, der var fremgang i såvel små som store virksomheder og der kom stadig nye til, og med det flyttede der flere folk til Fjordby, så det så lyst ud for den lille købstad. En enkelt lille hage var der dog ved det. Byens elværk var efterhånden blevet for lille til at kunne producere den strøm, som byen med det stadig stigende erhvervsliv havde behov for. Det var godt nok ved at blive udvidet samtidig med, at det skulle kobles på hovedstadens kraftværk for det tilfælde, at byens eget elværk ikke kunne levere nok, men det var ikke blevet færdigt endnu.
Nu nærmede den sidste søndag i november – 1. søndag i advent – sig hurtigt. Byens handelsstandsforening havde arrangeret et kæmpestort nisseoptog, som skulle gå gennem byen med masser af musik, uddeling af julegodter til børnene og gløgg og æbleskiver til de voksne, og ikke nok med det: Selveste julemanden skal komme flyvende i helikopter og lande på markedspladsen, hvorefter han skal køre i kane foran optoget gennem hele byen og hen til torvet. Der skal han tænde det store juletræ, og sammen med borgmesteren gennemgå den store bog, som fortæller, om byens børn nu også har været artige i det forgangne år.
Søndagen kom, hvor det store juletræ skulle tændes. Det var en rolig søndag morgen. Vejret var gråt og det var begyndt at sne med store fine totter som lagde sig stille og blidt på jorden. De, der var gået til bageren efter morgenbrød talte om, at det for en gangs skyld nok skulle blive hvid jul. Det var mange år siden, man havde oplevet det.
Som dagen gik, kom der stadig mere sne, ja, der kom så meget, at fortove og veje skulle ryddes. “Jo”, sagde folk, vi får helt sikkert en hvid jul i år”, og det satte julestemningen betydeligt i vejret både hos børn og voksne. Kun borgmesteren var bekymret, for hvordan skulle julemanden kunne lande i det vejr? Men de bekymringer kunne han godt spare sig, for ved tretiden om eftermiddagen klarede det op, og julemanden ankom i fin stil. Alle var glade over, at arrangementet lykkedes så flot.
Optoget blev en stor succes. Træet blev tændt og der blev sunget og spillet julesange. Pludselig blev der stille! Alle vendte sig om og kiggede forbavset over mod fru Jensens butik, for der skete noget, ingen havde ventet. Der var kommet lys i den gamle legetøjsbutik, og der var noget helt specielt ved det lys. Det udstrålede en så vidunderlig varme, at selv de der stod og frøs, kunne føle varmen i sig. Da de gik hjem, tænkte mange på den gode gammeldags jul, hvor der var mere tid til at hygge sig, og hvor der ikke var det stress og jag som nu.
Som dagene gik, kom der igen mere sne. Ja, ingen kunne huske, at der havde været så meget sne de sidste 30 år, og det var nu for alvor ved at blive problematisk for det lille elværk. Kommunalbestyrelsen var blevet indkaldt til møde på rådhuset, for noget måtte der gøres. Der blev diskuteret frem og tilbage i lang tid, og pludselig var der en, der kom med et forslag, som gik ud på, at man da bare kunne slukkede for julepynten. Det var der naturligvis meget delte meninger om, og pludselig rettede borgmesteren sig op! Han havde siddet og tænkt længe over problemet, og nu havde han fundet løsningen. “Der er kun et at gøre”, sagde han, “vi slukker for al gadebelysningen, der hvor der er guirlander og juletræer, der lyser op, og samtidig beder vi de forretningsdrivende om at slukke for alle deres neonreklamer!” For, som han sagde: “Nu da den gamle legetøjsbutik var blevet så dejlig hyggelig med sin gammeldags juleudsmykning, kunne hele byen da sagtens få den samme udstråling”. Sådan blev det, for alle blev omgående helt enige om, at ideen var god.
Julen nærmede sig, og byens borgere vænnede sig hurtigt til, at der ikke var så meget lys i byens gader, og de glædede sig over, hvor hyggeligt der nu var blevet over hele byen. Også legetøjshandleren fra centeret kunne ikke lade være med at glæde sig, når han gik hen over torvet forbi fru Jensens legetøjsbutik, og ofte stoppede han op for at se på vinduerne. Han vidste ikke rigtig hvorfor, men en besynderlig varme bredte sig i hele kroppen og om hjertet, hver gang han stod der og kiggede på vinduerne.
Det var nu blevet lillejuleaften, og den sidste arbejdsdag inden juleferien. Folk stod op til en smuk og frostklar morgen. Inde bag vinduerne i forretningen så fru Jensen folk tage på arbejde, også manden, hun så ofte havde set stoppe op foran hendes vinduer. Der var et eller andet, der virkede bekendt, hun kunde bare ikke finde ud af, hvad. Også denne morgen stoppede han op, og denne gang stod han særlig længe. Det var, som om han ikke kunne få sig selv til at gå videre, og da han endelig fik taget sig sammen, var det, som om benene ikke ville lystre ham. Han snublede og slog sit knæ så slemt, at han ikke kunne rejse sig op. Da fru Jensen så det fra vinduet, kom hun hurtigt ud af døren og løb hen for at hjælpe ham. Hun fik med helt unaturlige kræfter slæbt ham ind i sin stue ved siden af butikken, og skønt han protesterede voldsomt, begyndte hun tage hans benklæder af, da hun kunne se, at de var helt smurt ind i blod ved knæet.
Da hun havde fået dem trukket ned, stivnede hun pludselig! Så hun rigtigt? Jo, der var et modermærke på mandens lår, og hun genkendte det straks, da det havde samme facon som den lille ø Læsø. Så kom tårerne, og langsomt fik hun fremstammet: “Åh min Gud, du er jo Arne!”. Manden blev så overrasket, at han satte sig op, så forbavset på fru Jensen og udbrød:. “Hvor kender De mit navn fra og hvorfor græder De?” “Jamen du er da søn af Hanne og Ole, og Hanne var min datter. Arne, du er mit barnebarn” fremstammede hun, og mens tårerne trillede ned ad kinderne, fik hun fortalt ham hele historien om, hvad der skete dengang, og hvorfor hun kunne kende det modermærke på hans lår. “Jeg har jo skiftet ble på dig mange gange”, hikkede hun halvt i gråd og halvt i latter.
Pludselig forstod han det hele. Han forstod med et, hvad der havde gjort ham så kold som han var, og varmen begyndte at strømme igennem ham, alt imens tårerne også trillede ned ad kinderne på ham. Han tænkte på alt det, der var sket siden han var en lille dreng. Hvor kold og intetsigende hele hans liv havde været.
“Nå, min dreng. Vi må vist nok lige se på det knæ, så kan vi snakke om alt det andet bagefter” afbrød fru Jensen glad, og bagefter blev der snakket meget og længe om alt det, der var foregået de sidste mange år. De glemte helt deres butikker, men dette her var jo også meget mere vigtigt.
Hen på eftermiddagen havde hun også fået fortalt ham, at hun hed Gerda, men han spurgte, om han ikke godt måtte kalde hende for mormor, for han havde jo aldrig før haft en mormor! Der var intet, hun ønskede højere, og hun sagde lykkeligt, at han og hans kone skulle komme over og fejre julen hos hende sammen med resten af familien, og det kunne overhovedet ikke diskuteres, selvom han forsøgte, for han syntes ikke, han ville trænge sig på, men det blev, som fru Jensen ønskede det, for hun var også en meget stædig dame, som ikke lige lod sig sige imod.
Juleaften blev der travlhed i fru Jensens køkken for der skulle både and og flæskesteg på bordet, og så oven i købet til to personer mere. Jo, fru Jensen glædede sig også til at fortælle de andre familiemedlemmer, at nu var hele familien samlet igen, og hun skuttede sig lidt, for nerver var der trods alt en del af.
Hen på eftermiddagen var alle ankommet, undtagen to, så hun var begyndt at blive lidt urolig, for tænk, hvis de nu ikke kom! Nu havde hun jo forberedt de andre og fortalt dem hele historien, og de var nu lige så spændte som hun selv.
Lige før kl. 18.00 ringede det på døren. Endelig kom de! Nu var alle samlet og glæden var stor. Der blev snakket og leet under middagen. Her blev det også bestemt, at Arne skulle havde æren af at tænde juletræet, nu da han var kommet tilbage til sin familie. Så blev der danset om træet og delt julegaver ud. Kun Arnes kone havde ikke købt nogen gave til sin mand, og dog! Hun rejste sig op, så på ham og sagde stille: “Arne, jeg har ikke købt noget til dig, men alligevel har jeg en stor gave til dig. Du skal nemlig endelig være far. Om cirka et halvt år, har lægen fortalt mig.” Det blev vistnok den bedste julegave, der blev givet denne juleaften
Efter festlighederne, da alle var taget hjem til sig selv igen, sad fru Jensen længe i sin lænestol. Mens hun lykkeligt blundede, tænkte hun tilbage på alt det, der var sket. Hvilken jul! Hun tænkte på spådommen, som var gået i opfyldelse, og for hende var det den største gave, hun nogensinde havde fået!
Skrevet af Michael Jørgensen
Skriv en kommentar