Decemberstormen hylede og peb omkring hjørnerne i den gamle gård, og sneen væltede ned, men oppe på loftet hvor nissefamilien boede, var der lunt og godt.
Nissemor og Nissefar og børnene Nisseline og Nisseper, manglede ingenting. Nissefar havde været på gården i over fire hundrede år. Nissemor stammede fra nabogården. De havde mødt hinanden til et nissebal, og Nissefar syntes at hun var det dejligste han havde set, og snart flyttede hun ind hos ham i den gamle gård.
Og efter at nissebørnene kom til, var alt fryd og gammen.
Julen nærmede sig, og overalt på gården var det travlt. Også hos nisserne på loftet var der meget, der skulle gøres op til højtiden. Nissemor skulle vaske deres tøj, så de kunne være rene og pæne til julen. Nissepers var mest beskidt, for han var her, der og allevegne.
Han passede slet ikke på sit tøj, mens Nisseline var meget påpasselig med alting.
Begge nissebørn glædede sig til at juletræet skulle hentes. Når det skulle ske kravlede de begge op i hestens manke. Her sad de godt og varmt, og kunne se langt omkring.
Nissemor var lidt nervøs når de tog afsted, men Nissefar sagde bare til hende, kan du ikke huske hvor spændende det var, da du var barn.
Det er da kun tre hundrede år siden, så lad dem bare more sig.
Nisseper elskede at sidde i pelsen på gårdens gamle hund Karo. Den havde en meget lang pels, og når han sad der kløede Karo sig, og så troede bondemanden at den havde lopper, og det syntes Nisseper var mægtigt sjovt. Men så blev Nisseline ked af det, for så ville bondemanden ikke have at Karo var i huset. Den kom ned i stalden til de andre dyr.
Nisseper var en rigtig krudtnisse. Han havde det sjovt med musene på loftet. Han red på dem, men en dag da han sad på ryggen af en af dem, havde de for meget fart på og de drattede ned i kostalden. Men Nisseper slog sig ikke, for han faldt lige ned i en bunke hø, men uheldigvis var koen i gang med at æde, så han endte i munden på den. Nej hvor blev han bange. Koen gumlede og gumlede, det var som at køre i karrusel. Bare han ikke blev slugt.
Pludselig opdagede Nisseper at koen havde en hul tand. Med besvær fik han hevet sig op i den, og der sad han så og rystede af skræk. Da koen endelig efter meget lang tid holdt op med at gumle, fandt Nisseper på at kilde den i ganen. Det fik koen til at hoste, så han røg ud. Åh, hvor var han glad og lettet. Musen havde holdt øje med hvordan det gik med ham, og så gik det ellers stærkt med at komme op på loftet igen.
Det havde forskrækket Nisseper, men ikke så længe for han var en rigtig pilfinger. Nissemor rystede på hovedet og sagde til Nissefar, “hvordan skal det dog ende med ham”, men Nissefar syntes bare at han var en frisk dreng, og morede sig over hans mange nissestreger.
Oppe på loftet stod der mange ting gemt af vejen, og selvfølgelig kunne Nisseper ikke holde fingrene fra disse sager. Især en gammel kuffert havde han fået kig på, men det kneb med at få åbnet den. Endelig lykkedes det. Den var helt tom, men i låget var der en stor lomme med elastik i kanten. Selvfølgelig skulle Nisseper undersøge, om der var noget spændende dernede. Han kravlede ned i lommen. Uh, hvor var der mørkt. Han kunne ingenting se. Ligesom han skulle til at kravle op igen, blev låget smækket i.
Bondemanden havde pludselig fundet ud af, at han kunne bruge kufferten til, at fragte nogle gamle bøger, som han havde lovet præsten. Det var godt nok en slem en for Nisseper. Hvad skulle han dog gøre.
Bondemanden fyldte kufferten, og Nisseper kunne næsten ikke få vejret. Han blev næsten mast af alle de gamle bøger. Det var da godt nok det værste han havde været ude for. Bare han kom ud igen, ville han aldrig mere drille Nisseline eller Karo.
Han var ellers ikke tabt bag en vogn, men det her var ikke til at klare. Han mærkede at kufferten blev smidt op i kanen, og så gik det ellers afsted til kirken.
Præsten havde lige taget sin præstekjole på, men han ville lige se på bøgerne. Da låget blev åbnet, var Nisseper så heldig, at han kunne komme op af lommen, men var så igen uheldig, for præsten stod så tæt på kufferten, at han gled ned i præstens kjolelomme.
Her lå han så og sundede sig lidt. Ganske langsomt kravlede han op af den kæde, præstens ur hang i. Lige da han nåede op på skulderen, kløede præsten sig i nakken, så Nisseper smuttede hurtigt ind i pibekraven. Her sad han musestille under hele gudstjenesten. Der var en rædsom uro og orglet spillede så højt, åh, hvor han dog savnede loftet derhjemme.
Nissemor var efterhånden ved at være nervøs, for hun havde ikke set sin søn i meget lang tid. Nissefar var også ved at være betænkelig, og Nisseline savnede sin bror. Bare han dog snart ville komme hjem. Det ville ikke gøre noget at han drillede hende og trak hende i håret.
Da gudstjenesten var forbi, gik præsten ind i sit kammer for at tage præstekjolen af. Han havde lige lagt pibekraven på bordet, da det bankede på døren. Det var bondemanden, der kom for at få sin kuffert med hjem igen. Begge mændene satte sig ved bordet og bondemanden lagde sin pelshue ved siden af pibekraven. Hurtigt smuttede Nisseper ud af sit skjul og over i pelshuen. Nej, hvor var han glad. Tænk, at han var så heldig. Kufferten kom op i kanen igen, og det gik hurtigt med at komme hjem, så hesten kunne komme ind i den varme stald.
Bondemanden satte kufferten op på loftet igen, og da han bøjede sig for at sætte den fra sig, sprang Nisseper hurtigt ned på gulvet. Hvor var det skønt at være hjemme igen. Han blev modtaget af sin familie med åbne arme.
Da han vågnede næste morgen, havde han allerede glemt hvad han havde lovet sig selv, så der var allerede gang i ham igen. Ganske stille listede han ned til hønsehuset. Hønsene stod jo tidligt op, og hanen svansede rundt som om han ejede det hele.
Nisseper sneg sig langs hønsegården, og ind i hønsehuset. Her så han sit snit til at negle et æg, som han spillede bold med, men pludselig havde hanen opdaget at der var larm hos hønsene, og så kan det ellers nok være at Nisseper fik travlt. Hurtigt smuttede han op i reden hos en rugehøne. Der var godt nok varmt og hønen var stor og tung. Hanen spankulerede frem og tilbage foran reden, men endelig forsvandt han igen. I det samme begyndte æggene at revne, og kyllingerne kom ud en efter en.
Hønen lettede sig lidt for at se sine børn. Den kiggede forundret på Nisseper og skræppede så, så højt at hanen igen kom springende. Som et lyn sprang Nisseper ned på gulvet, og ud af hønsehuset. Heldigvis kunne han smutte ud gennem ståltrådshegnet. Hjertet sad helt oppe i halsen på ham. Puha! Hanen var godt nok en hidsigprop, og nogle grimme sporer havde han. Godt man slap levende fra ham.
Pludselig hørte Nisseper at hesten blev trukket frem. Hurra! Nu skulle juletræet hentes. Hurtigt løb han hen til kanen hvor hesten var spændt for. Nisseline blev henrykt da hun så sin bror, for hun var jo vant til at man aldrig kunne være sikker på hvor han var.
Træet blev hurtigt fældet og lagt op i kanen, og hu, hej, gik det hjemad igen. Men som sædvanlig kunne Nisseper ikke få spænding nok. Nu kravlede han hele vejen om til juletræet, helt ud i den tynde top. Han klamrede sig fast til træet, men det stormede temmelig kraftigt.
Huen og den ene støvle røg af, og nu sad han fast i en af grenene, og kunne hverken komme frem eller tilbage. Her måtte han så hænge hele vejen hjem. Kulden bed i ansigt og tæer, og Nisseline så ulykkeligt til oppe fra hestens manke, men hun kunne ikke hjælpe ham.
Endelig nåede de hjem, og da træet blev taget ned fra kanen, fik Nisseline endelig Nisseper fri. De skyndte sig hjem. Nissemor pakkede ham ind i et uldent tæppe, og gav ham varmt nisseøl. Langt om længe fik han varmen igen.
Endelig var det juleaften. Folkene på gården havde sørget godt for alle dyrene, og nisserne på loftet fik deres dejlige risengrød, serveret med smørhul og kanel. Hvor er det dog skønt at være nisse.
Skrevet af Inge Olsen
Skriv en kommentar